Anbragte børn
I anbringelsesforløbet er der altid tre parter, der skal samarbejde; forældre, kommune og plejefamilie. Et vanskeligt samarbejde kan ikke undgå at påvirke de parter, der skal sikre barnets trivsel. Det er derfor vigtigt, at dette samarbejde forløber, så anbringelsesperioden af barnet kan forløbe optimalt.
Vi erfarer, at en åben dialog omkring alle parters bidragelse til anbringelsen er vigtigt for et godt samarbejde. En åben dialog, hvor der er mulighed for at få italesat de vanskeligheder, der kan påvirke anbringelsen og barnets udvikling i negativ retning.
Undersøgelser viser, at samarbejdet mellem sagsbehandlere og etniske minoritetsfamilier med anbragte børn kan være vanskeligt. Sprogproblemer og vanskeligheder med at kommunikere regler og værdier, trækker på ressourcerne i kommunerne.
Erfaringer peger allerede på, at i de anbringelser, hvor der er tilknyttet en §75 støtteperson til forældrene, forløber anbringelsen mere roligt. Der stilles et stort krav til forældrene om samarbejde. Men hvis forældrene i forvejen mangler redskaber og overskud, kan det betale sig for alle parter at klæde dem på til at klare opgaven. Ikke mindst for de øvrige børn i familien.
Plejefamilien og barnets mulige hjemgivelse
Også plejefamilien står med en ekstra opgave, da den etniske dimension skaber en særlig udfordring. Har plejefamilien ikke samme kulturelle baggrund, må de sikre, at de har tilpas viden om barnets kultur. Det vil være nødvendigt for at skabe en kontinuerlig dagligdag for barnet. Det vil blandt andet sige, at der er opmærksomhed på kulturelle og religiøse højtider. Et brud med traditioner kan betyde, at der forsvinder noget vigtigt i barnets liv. Eksempelvis hvis man altid har holdt Eid, vil fraværet af Eid for et barn være et stort tab. Der er ingen tvivl om, at et fokus på barnet kulturelle og sproglige baggrund, vil skabe sammenhæng og kontinuitet i barnets udvikling, mens det er anbragt.
Et andet vigtigt punkt er sproget. Ved en anbringelse i en plejefamilie, der ikke taler barnets modersmål, risikerer barnet at miste muligheden for at kommunikere med sin familie. Dette gælder særligt små børn, hvis forældre ikke taler dansk. Er der tale om en længere anbringelse kan det have stor betydning for barnets relation til familien, at de ikke har fælles sprog. Det har stor betydning for de anbragte børn med minoritetsbaggrund, hvordan den sproglige udfordring håndteres lige fra starten af anbringelsen.
